På Hotel Friheden er vi altid klar med gode råd og ideer til oplevelser på hele Bornholm. Kom endelig forbi og spørg os om muligheder og forslag. Her har vi listet nogle få, men der er mange flere. Du kan også finde inspiration på Destination Bornholms hjemmeside

Klippekyst og sandstrand

Hotel Friheden ligger i Sandkaas ved Tejn, i den nordlige del af Bornholm på østkysten. Vi har klippekyst ud for hotellet, men som navnet Sandkaas antyder så findes her også en fin sandstrand.

Sandkås strand

Vandreture uden for døren

Mod nord er der godt 3 km til Allinge, og turen kan af de fleste gøres til fods langs strandstien, en lettere kuperet klippesti helt ude ved vandet. En lidt kortere tur fører dig ned til havnen i Tejn. Området er præget af sprækkedale, og fra hotellet kan du opleve nogen af dem i gåafstand.

Vandreture ved Hotel Friheden

Hammerknuden

Fra Allinge er der ikke langt til Sandvig, hvor Hammerknuden starter og byder på vandreture og udsigter som man ikke tror hører hjemme i Danmark. Det er også her Hammershus ligger, og fra Hammer havn (Sæne havn), går en spændende bådtur til bl.a. Våde ovn.

Hammershus

Gudhjem

Mod syd findes Døndalen med Danmarks højeste vandfald, Helligdomsklipperne og Bornholms Kunstmuseum. Alle ligger de på turen mod Gudhjem 12 km fra hotellet. I kan leje cykler på hotellet og udfordre bakkerne, eller tage bussen der går lige uden for døren.

Gudhjem